Danmarks eneste godkendte kontrolordning

Oprettet d.

Danmark i front med rustbeskyttelse

Undersøgelse hos Teknologisk Institut viser, at antallet af fejlfri biler holder sig helt i top, hvis et rustbeskyttelsescenter er tilknyttet en kontrolordning, hvor der stilles specifikke krav til rustbeskyttelsen. Fra 1997 og frem til 2008, er fejlprocenten reduceret med ca. 20 pct. Det betyder, at antallet af fejlfri biler i dag ligger på ca. 95 procent i gennemsnit, hvilket ifølge Teknologisk institut sikrer Danmark en plads helt fremme, når det gælder rustbeskyttelse.

Danmark i front

Danske bilejere skal sørge for at rustbeskytte deres biler hos centre, som er tilknyttet Teknologisk Instituts kontrolordning - VKO-R, der er Danmarks eneste godkendte kontrolordning inden for rustbeskyttelse. Siden indførelsen af kontrolordningen er kvalitetsniveauet hævet, og ensartetheden i behandlingerne er væsentligt forbedret. Antallet af fejlfri behandlinger er steget drastisk, og i dag er ca. 95 procent af de behandlede biler helt fejlfri, hvilket ifølge daglig leder Jan Helbo skyldes, at der stilles specifikke krav til behandlingsproceduren.

- En fejlprocent på nul er selvfølgelig målet, men da det er mennesker, der udfører arbejdet, samtidig med, at moderne biler er blevet mere komplekse at behandle, er det min erfaring, at vi fremover vil ligge på et årligt gennemsnit af fejlfri biler på mellem 95-98 procent, siger Jan Helbo.

Han understreger samtidig, at Teknologisk Instituts kontrolordning ikke alene er unik i Danmark men også i Norden og Europa, hvilket betyder, at Danmark ligger i front, når der rustbeskyttes biler. Statistikken omfatter i alt 85 VKO-R tilsluttede og godkendte centre fordelt over hele landet. De 85 centre er fordelt på fire forskellige leverandører af rustbeskyttelse - Dinitrol, Tektrol, Mercasol og Tectyl, hvoraf kun de to førstnævnte har samtlige centre tilsluttet uvildig stikprøvekontrol.

- Selve det at sprøjte rustbeskyttelse på bilens vognbund og hulrum udgør kun en fjerdedel af hele rustbeskyttelsesprocessen. Adskillelse af diverse dækplader på vognbunden, afmontering af inderskærme samt en grundig afvaskning med efterfølgende tørring, er det vigtigste i hele processen og alfa omega for, om rustbeskyttelsen kan udføres effektivt, siger Jan Helbo.

Forbrugerne vinder

For den danske rustbeskyttelseskæde Dinitrol, der er eneste landsdækkende rustbeskyttelseskæde underlagt Teknologisk Instituts kontrolordning, ser man kontrolordningen som en gevinst for både bilejerne og de lokale rustbeskyttelsescentre.

- Når der stilles specifikke krav til behandlingsmetoden, så får forbrugerne sikkerhed for, at rustbeskyttelsesarbejdet udføres efter de højeste kvalitetskrav. Det er umuligt for den enkelte bilejer at kontrollere det udførte arbejde, så derfor er rustbeskyttelse et spørgsmål om tillid, og det er kontrolordningen selvfølgelig med til at opbygge, siger teknisk chef hos Dinitrol, Mogens Vestergaard Hansen.

Kontrolordningen indebærer, at Teknologisk Institut uanmeldt aflægger besøg på rustbeskyttelsescentrene rundt om i Danmark og gennemfører kontrol af nogle af Instituttet indkaldte biler. Teknologisk Institut gennemfører kvalitetskontrol på årligt ca. 600 indkaldte biler, som omfatter op til 42 vigtige punkter på bilen. De udvalgte kontrolpunkter har alle væsentlig betydning for kvaliteten af rustbeskyttelsen.

Yderligere oplysninger:

Jan Helbo, Teknologisk Institut 72201350

Mogens Vestergaard Hansen, teknisk chef, Dinitrol 43631400

Åbningstider

  • Mandag 7.30 - 15.30
  • Tirsdag 7.30 - 16.30
  • Onsdag 7.30 - 16.30
  • Torsdag 7.30 - 16.30
  • Fredag 7.30 - 15.30

Kontaktinfo

  • Dinitrol Center Roskilde
  • Darupvang 23
  • 4000 Roskilde
  • Tlf.: 46350137
  • Mail: info@anti-rust.dk